maaskesenere.dk
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Vejledning til besøgende, værkstedsejere og app-installation. Find svar på de mest almindelige spørgsmål om maaskesenere.dk.
Om siden
Hvad er maaskesenere.dk?
Maaskesenere.dk er en gratis oversigt med over 1.450 bilværksteder i Danmark. Siden hjælper dig med at finde et værksted nær dig, som kan servicere din bil.
Hvert værksted vises med adresse, åbningstider, telefon, evt. vagttelefon, e-mail, hjemmeside og direkte links til kort og rutevejledning. Du kan søge på navn, by, adresse eller bilmærke, filtrere på postnummer og "Åbent nu", se om et værksted servicerer elbiler eller autocampere, og kontakte værkstedet direkte.
Koster det noget at bruge siden?
Nej, siden er gratis at bruge for alle.
Kan jeg booke tid på siden?
Nej. Siden er en oversigt. Booking og aftaler sker direkte med værkstedet via telefon, e-mail eller værkstedets hjemmeside.
Kan siden vises på andre sprog?
Ja. Øverst på siden findes sprogknapperne DA (dansk), DE (tysk), EN (engelsk), NL (hollandsk) og FR (fransk). Alle faste tekster skifter straks, og dit sprogvalg huskes, mens du bruger siden.
Værkstedernes navne, adresser, telefonnumre og åbningstider vises altid, som de er registreret, og oversættes ikke.
Søgning og resultater
Hvordan søger jeg efter et værksted?
Skriv i søgefeltet øverst på forsiden: navnet på et værksted, en by, en adresse eller et postnummer. Resultaterne vises med det samme, efterhånden som du skriver. Søgningen gælder værkstedets navn, by, adresse, postnummer og bilmærke.
Du kan også bruge rullelisten "Alle bilmærker" til at vælge netop dit mærke, eller "Filtrer efter postnummer" til at vælge et område.
Hvordan finder jeg de nærmeste værksteder (GPS)?
Klik på knappen "Find Værksted via Geolokation" og svar "Tillad", når din browser spørger, om siden må bruge din placering. Resultaterne sorteres derefter efter afstand, og de 12 nærmeste værksteder vises med ca. afstand i kilometer.
GPS-søgningen kan kombineres med alle filtrene. Siger du nej til placering, kan du stadig finde værksteder via søgning eller filtre.
Din placering sendes ikke noget sted hen. Den bruges kun i din egen browser til at regne afstanden ud og gemmes ikke.
Hvad betyder mærkerne på værkstedskortene?
"Åbent nu": værkstedet har åbningstider lige nu. "Lukket": værkstedet har ingen åbningstider i dag eller på dette tidspunkt. "Ferielukket": værkstedet er holdt ferielukket i en periode, og datoerne vises under mærket.
"⚡ Elbiler": værkstedet servicerer elbiler. "🚐 Autocampere": værkstedet servicerer autocampere. Vægtklasse angiver, om værkstedet tager biler op til 3500 kg, over 3500 kg eller begge dele. Max højde er højeste køretøjshøjde, som værkstedet kan tage imod.
En rød advarsel "OBS: Meldes fuld lige nu" betyder, at værkstedet selv har meldt fuld eller kø. Advarslen forsvinder automatisk senest efter 3 døgn, eller når en disponent nulstiller den.
Hvorfor vises et værksted ikke under "Åbent nu"?
Enten er værkstedet lukket på det aktuelle tidspunkt, holdt ferielukket, eller også udelukker filtrene (søgning/postnummer/mærke) det.
Hvorfor vises der kun 12 værksteder?
Siden viser altid de 12 bedste match for at holde den hurtig. Indsnævr søgningen, fx med postnummer eller bilmærke, for at ramme præcis de værksteder, du leder efter. Bruger du GPS, vises de 12 nærmeste match.
Hvordan kontakter jeg et værksted?
På hvert kort kan du klikke på telefonnummeret for at ringe op (på mobil), klikke på e-mailadressen for at åbne dit e-mailprogram, klikke "Hjemmeside" for at besøge værkstedets egen side eller klikke "Kort" for at se placeringen og få rutevejledning.
Adressefeltet er også klikbart og åbner Google Maps med værkstedets placering.
Hvordan gemmer jeg et værksteds kontaktoplysninger?
Hvert værkstedskort har en QR-knap. Klik på den, og scan QR-koden med telefonens kamera. Koden indeholder værkstedets navn, adresse, telefonnummer, e-mail samt et direkte link til kort og rutevejledning.
Du kan også klikke "Gem kontakt (.vcf)" for at downloade kontaktfilen og tilføje værkstedet til dine kontakter. Kontaktfilen er en såkaldt vCard.
Kan jeg bruge siden, selv om jeg er offline?
Ja, delvist. Hvis du har været på siden før, husker din telefon sidens grundstruktur (app-skallen), og dine seneste søgeresultater kan vises offline, mens du venter på forbindelse igen. Nyt indhold kræver internet. Siden viser altid en advarsel, hvis data kan være forældede.
Der er en fejl i et værksteds oplysninger. Hvad gør jeg?
Værkstedernes egne ejere kan opdatere deres oplysninger, åbningstider og ferielukning direkte på siden. Ser du en fejl, kan du bruge "Rapporter fejl/ændring" på værkstedets kort. Så sendes en besked til administratoren, så den rigtige ejer kan få lov at rette det.
For værkstedsejere
Hvordan logger jeg ind på mit værksted?
Klik på knappen "Log ind" i toppen af siden, indtast den e-mailadresse, jeres værksted er knyttet til, og klik "Send midlertidig kode". I løbet af kort tid modtager du en 6-cifret kode, der er gyldig i 15 minutter. Indtast koden på siden og klik "Log ind". Nu vises Rediger- og Slet-knapper på jeres værksted.
Efter første login kan du vælge en permanent adgangskode (mindst 8 tegn). Sessionen varer 7 dage. Har du glemt koden, bruger du blot den midlertidige e-mail-kode igen.
Hvordan redigerer jeg mine oplysninger?
Søg jeres værksted frem, mens I er logget ind, og klik "Rediger" på jeres værksteds kort. Ret de felter, der skal ændres (navn, adresse, postnummer, by, telefon, vagttelefon, e-mail, hjemmeside), og klik "Gem ændringer". Ændringerne er synlige med det samme.
Du behøver ikke kende koordinaterne: Udfyld adresse, postnummer og by, og klik "Hent koordinater automatisk". Siden slår selv adressen op i det officielle danske adressegrundlag.
Hvordan opdaterer jeg mine åbningstider?
Klik "Rediger" på jeres værksted, rul ned til feltet "Åbningstider" og skriv åbningstiden for hver dag, fx "07:00-17:00". Lad feltet stå tomt, hvis I er lukket, og klik "Gem ændringer".
Besøgende ser derefter "Åbent nu", når klokkeslættet ligger inden for dagens åbningstid, og "Lukket", når det ligger uden for. Filteret "Åbent nu" bruger jeres tider.
Hvad er vagttelefon?
Har I en telefon, der besvares uden for den normale åbningstid (vagtordning), kan du oplyse den under "Vagttelefon (valgfrit)". Nummeret vises som et klikbart link på jeres kort, som kunderne kan ringe direkte til, også når I er lukket.
Vagttelefonen er frivillig. Brug den kun, hvis nummeret reelt besvares uden for åbningstiden.
Hvordan melder jeg mit værksted fuld eller ledig?
På jeres værksteds kort findes to små statusknapper: "Meldes fuld/kø" (rød) og "Meldes ledig" (grøn). Trykker du på den røde knap, bliver kortet straks rødt for alle besøgende med beskeden "OBS: Meldes fuld lige nu".
Status forsvinder automatisk senest efter 3 døgn. Er der atter plads, trykker du på "Meldes ledig", så forsvinder advarslen med det samme. Knapperne er beskyttet mod misbrug og kan kun skiftes et vist antal gange pr. time pr. værksted.
Hvordan opretter jeg ferielukning?
Klik "Rediger" på jeres værksted, find afsnittet "Ferielukket (valgfrit)" og vælg "Fra dato" (feriens første dag) og "Til dato" (feriens sidste dag). Klik "Gem ændringer".
I hele perioden viser jeres kort automatisk "Ferielukket" med datoerne, og I skjules fra søgningen "Åbent nu". Dagen efter til-datoen åbner I automatisk igen. Vil I afbryde ferielukningen tidligere, sletter du blot de to datoer og gemmer.
Hvordan tilmelder jeg ydelser som elbiler og autocampere?
Under "Ydelser" kan du sætte flueben ved "Servicerer elbiler" og "Servicerer autocampere". Servicerer I autocampere, skal I også udfylde max vægt i kg (fx "3500") og gerne max højde (fx "3,9 m"), så kunderne kan vurdere, om deres køretøj kan komme ind.
Hvordan opretter eller sletter jeg mit værksted?
Er jeres værksted ikke allerede i oversigten, logger du ind og klikker "+ Opret værksted". Udfyld navn, adresse, postnummer, by og så mange kontaktoplysninger som muligt, klik "Hent koordinater automatisk", sæt flueben ved jeres ydelser, udfyld åbningstiderne og evt. ferielukning. Værkstedet knyttes til den e-mailadresse, du loggede ind med.
Ønsker I ikke længere at være med, logger I ind og klikker "Slet" på jeres værksteds kort og bekræfter. Sletningen er endelig. Ønsker I at være med igen senere, skal opføringen oprettes på ny.
Hvordan får jeg mit værksted til at vise optaget eller ferie automatisk?
Klik "Rediger" på jeres værksted, find afsnittet "Kalendersystem" og vælg Google Kalender, au2office eller FTZ+. Indsæt jeres hemmelige iCal/WebCal-link i feltet "Kalenderlink" og klik "Gem ændringer".
Siden henter kalenderen automatisk hver time. Begivenheder med ordet Ferie viser værkstedet som ferie, og Lukket, Fuldt booket eller Optaget viser det som optaget, så længe begivenheden varer. Status skifter selv tilbage til ledig bagefter.
Under feltet kan I se, hvornår kalenderen sidst blev hentet, hvor mange begivenheder der blev fundet, og om hentningen fejlede. Linket er hemmeligt og vises aldrig offentligt, så behandl det som en adgangskode.
Hvad skal jeg skrive i feltet antal mekanikere/bokse?
Har I én fælles kalender for hele værkstedet, så lad feltet stå tomt eller skriv 1. Så vises værkstedet som optaget, så snart der er en blokering i kalenderen.
Har kalenderen én post pr. mekaniker (typisk au2office og FTZ+), skriver I antallet, fx 4. Så tælles samtidige bookinger op, og værkstedet vises først som optaget, når alle er booket. Ferie, Lukket og Fuldt booket gælder dog altid hele værkstedet.
Står feltet tomt, mens der er valgt au2office eller FTZ+, viser formularen en advarsel, fordi der så regnes med 1.
Hvordan behandles mine data som værkstedsejer?
Din adgangskode gemmes krypteret og kan aldrig ses af andre, heller ikke af sidens administrator. Den midlertidige e-mail-kode udløber efter 15 minutter og kan kun bruges én gang.
Kun den e-mailadresse, værkstedet er oprettet med, kan redigere det. Din placering (GPS) bruges kun i din egen browser til at beregne afstande og gemmes ikke.
Installér siden som app
Hvordan installerer jeg Maaskesenere som app på Android?
1. Åbn Chrome og gå til www.maaskesenere.dk. 2. Tryk på menuen (⋮) øverst til højre. 3. Vælg "Tilføj til hjemmeskærm" (eller "Installér app"). 4. Bekræft med "Installér" / "Tilføj". 5. App-ikonet lander på hjemskærmen, og du åbner det derfra.
Hvordan installerer jeg Maaskesenere som app på iPhone eller iPad?
1. Åbn Safari og gå til www.maaskesenere.dk. 2. Tryk på Del-knappen (firkant med pil opad) i bunden. 3. Vælg "Tilføj til hjemmeskærm". 4. Bekræft med "Tilføj" øverst til højre. App-ikonet lander på hjemskærmen, og du åbner det derfra.
Hvad kan appen, som hjemmesiden ikke kan?
Appen åbner uden browserlinje og har sit eget ikon på hjemskærmen, men bruger samme data, søgning og filtre som hjemmesiden. Den bruger meget lidt data, virker også offline i stor udstrækning og opdaterer sig automatisk, når du åbner den.
Fungerer på Android 8+ med Chrome og på iPhone/iPad med Safari (iOS 12+).
Fandt du ikke svaret? Skriv til support@maaskesenere.dk.